top of page

Når biologien bliver et våben

Opdateret: 18. mar. 2020


Naturen er mangfoldig. Naturen er smuk. Men naturen kan også være farlig. Der er masser af farlige dyr som er i stand til at slå mennesker ihjel. Men det er nu ikke tigre, slanger og hajer, som jeg tænker på i denne forbindelse. Nej, vi skal helt ned på de mindste organismer i naturen. Nemlig bakterier og vira.

De mindste kan være de farligste, specielt hvis de kommer i hænderne på de forkerte mennesker.

Bakterier og vira har været brugt som våben i tusinder af år med mere eller mindre held. I oldtiden forurenede man vandforsyningen til belejrede byer med afføring, eller brugte katapulter til at smide døde, inficerede dyrekadavere ind over muren. Det har givetvis haft en vis effekt på den belejrede by.

Senere i historien blev det mere kontrolleret, hvor nybyggerne i USA gav de indfødte indianere tæpper inficeret med kopper. Igen, en effektiv måde at udrydde fjenden på.

Der er to slags biologiske våben. Der er vira eller bakterier, som man gerne vil have spredt i levende form, så de kan smitte fjenden, og dermed udvikle sig til en eller anden form for dødelig sygdom. Det er den sværeste form at håndtere, da det kræver, at man kan få sendt virus eller bakterien til modtageren i en form, hvor den kan optages i kroppen og smitte modtageren. Det kunne for eksempel være miltbrand eller kolera.

Den anden form er, at man spreder de giftstoffer, som dannes af vira eller bakterier. Det er nemmere at håndtere, om end det er svært at skaffe eller dyrke. Det kunne være botulinum toksin eller ricin, som begge er ekstremt giftige, selv i meget små mængder.

Brug og fremstilling af biologiske våben, uanset i hvilken form, er blevet gjort forbudt af FN, men der er kun tale om en hensigtserklæring, som ikke er bindende. Hvor mange steder i verden, der rent faktisk findes eller fremstilles biologiske våben, vides ikke, da det er noget som foregår i det skjulte.

Den internationale frygt for biologiske våben er ikke så meget rettet mod, at andre stater skal bruge våbnene, men frygten for, at de skal falde i de forkerte hænder, og blive brugt i forbindelse med et terrorangreb. Heldigvis er dette endnu ikke sket, hvilket nok skyldes, at det er svært at skaffe, og ikke mindst svært at producere og håndtere.


Læs mere om biologiske våben.

I min bog ’Kampen om DRAGON’, samt i min kommende bog 'Døden fra Syrien' om virologen Jacob Detlev, beskæftiger en del af temaet sig netop med anvendelse af biologiske våben. Forhåbentlig kun i den ekstreme form, som giver spænding i en thriller, og som aldrig bliver til virkelighed.

Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk


8 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page