Brug af biologiske våben gennem 2500 år

Opdateret: mar. 18

Biologiske våben er ikke nogen ny opfindelse. De har været brugt siden oldtiden til at bekæmpe fjender med.


I det gamle Grækenland og under Romerriget begyndte man at bygge fæstninger. I disse kunne man forskanse sig, hvis fjenden trængte ind i området, og enten vente på det rigtige tidspunkt til at slå et angreb tilbage eller vente på forstærkning fra andet steds.


Mange fæstninger var indrettet, så man kunne opholde sig inden for murerne i et år eller mere. Udenfor kunne fjenden så bare stå og vente.


For at forkorte ventetiden gjorde fjenden brug af biologiske våben. Med katapult eller blide (en middelalderlig kastemaskine) kastede fjenden fordærvede kadavere fra køer eller får ind over muren, eller de kunne finde lig, som var døde af sygdomme og kaste ind i borgen. På den måde forsøgte de at få en sygdom i udbrud inden i fæstningen.


Hvis de havde adgang til fæstningens vandforsyning, kunne den ligeledes forgiftes ved at man fyldte den op med døde dyr eller lignende.


Hvis først soldaterne i borgen blev syge, var et angreb på fæstningen meget nemmere.


Da europæerne kom til Amerika, blev de mødt af indianere. Nogen af stammerne var fjendtligt indstillede overfor de nye mennesker, der kom til deres land.


Hurtigt fandt europæerne ud af, at indianerne ikke var immune overfor kopper, og det blev udnyttet. Som en gestus overfor indianerne uddelte soldaterne gerne tæpper og klæder til de indfødte, men de sørgede for, at genstandene var inficeret med kopper før udlevering. Et effektivt biologisk våben skal være nemt at fremstille, nemt at sprede, have en lang inkubationstid, dvs. tiden fra smitte til sygdomsudbrud, og så skal sygdommen gerne være meget smitsom og endelig gerne dødelig.


Under Anden Verdenskrig blev forskellige former for biologiske våben afprøvet, men det blev kun på forsøgsplanet og blev aldrig brugt i selve krigen.


Englænderne lavede forsøg med miltbrand, som de udsatte får for på en isoleret ø i Skotland. Miltbrandsporeren er meget hårdfør, og den dag i dag er øen stadig kontamineret med miltbrand og kan ikke besøges.


Nazisterne eksperimenterede med at få malariamyg inficeret med en anden mere dødelig virus. Men det blev kun til de teoretiske tanker bag og de nåede aldrig at blive udviklet til noget brugbart.


Efter Anden Verdenskrig og gennem den Kolde Krig udviklede både NATO og Warszawa-pagten forskellige former for biologiske våben, herunder miltbrand og kopper.


Allerede i 1925 var det dog blevet forbudt af Genevekonventionen at anvende biologiske våben offensivt, og i 1975 kom et egentligt forbud mod produktion af biologiske våben. Så al videre udvikling under den Kolde Krig er foregået hemmeligt.


I 1978 kæmpede et hvidt mindretal i det daværende Rhodesia (nuværende Zimbabwe) for at beholde magten.

De valgte at gribe til anvendelse af biologiske våben i form af miltbrand. Ikke for at ramme befolkningen direkte, men for at smitte kvæget og dermed udsulte befolkningen. Det første til næsten 200.000 sygdomstilfælde hos kvæg og godt 17.000 tilfælde hos mennesker.


Begrundelsen for Irakkrigen var, at Irak havde biologiske våben, men tilstedeværelsen af biologiske våben i Irak er aldrig senere blevet bekræftet. Derimod var Irak i besiddelse af masser af kemiske våben, som også flere gange blev brugt mod civilbefolkningen.


Frygten er, at de biologiske stoffer bliver brugt i forbindelse med terror, og vi dermed får biologiske terrorangreb.

Jeg har tidligere skrevet en blog om biologisk terror og beskrevet de farligste typer af biologiske våben.


Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk



En blide

17 visninger

Thomas C. Krohn, tkr@familien-krohn.dk, +45 2965 4864

  • Facebook Social Icon
  • Instagram Social Icon

© 2020 af Thomas C. Krohn