Tre serier. Tre hovedpersoner. En forfatter.
- 8. jun.
- 3 min læsning
I maj har jeg sat fokus på de tre serier, jeg foreløbigt har lavet. På Facebook og Instagram har jeg introduceret Sara Neuville, Tanja Storm og Jacob Detlev og forsøgt at give et billede af, hvad de tre serier tilbyder, og hvad der adskiller dem fra hinanden. Men i dette nyhedsbrev vil jeg gå et lag dybere.
Hvorfor tre serier?
Det spørger folk mig om sommetider. Og svaret er enkelt: én serie er ikke nok. Ikke fordi jeg ikke kan finde på nok historier til en karakter, men fordi de tre serier giver mig noget forskelligt som forfatter.
Sara Neuville er min frihed. Hun har ingen samvittighed, ingen moralske grænser og ingen indre stemme, der siger stop. Det betyder, at hun kan gøre ting, som ingen af mine andre karakterer nogensinde ville kunne gøre. Hun kan slå uskyldige ihjel uden at blinke. Hun kan bryde alle grænser. Og hun behøver ikke at passe ind i en boks. Det er ubehageligt at skrive, men også en spændende måde at komme ud af min egen komfortzone – og din. Og det er præcis derfor jeg gør det.
Jacob Detlev er min faglighed. Han trækker på sin dybe viden om virus, bakterier og biologiske trusler, og det giver mig mulighed for at gå i dybden med den videnskab, der fascinerer mig, og for at give lidt faglig viden videre til læseren. Du vil forhåbentlig synes, at du får en smule mere viden om virus og biologisk terror, end du havde, da du startede. Jacob er det tætteste, jeg kommer på at sætte mig selv ind i en roman.
Tanja Storm er mit hjerte. Hun handler ikke for at dræbe. Hun handler, fordi det er nødvendigt, fordi hun beskytter dem hun elsker, og fordi retfærdighed ikke er et abstrakt begreb for hende. Hendes moral og retfærdighedssans er noget, de fleste kan identificere sig med. Hun er det gode menneske, som gerne vil gøre det rigtige. Det er noget hun lever efter. Men hun har måske et problem med at stoppe i tide.
Tre meget forskellige mennesker
Sara Neuville ankommer altid præcis til tiden. Hun vælger altid bordet med udsyn til både indgang og bagudgang. Hun er charmerende, intelligent og fuldstændig i kontrol. Eller i hvert fald har hun perfektioneret illusionen om det. Hun ser mennesker som brikker. Nyttige eller kedelige. Interessante eller overflødige. Hendes største frygt er ikke at blive opdaget. Det er at blive ordinær. I de fleste thrillere er psykopaten skurken. I Sara Neuville-serien er hun hovedpersonen. Du får et sjældent blik helt ind i hendes hjerne og hendes måde at træffe beslutninger på. Og efterhånden begynder hendes logik at give mening.
Jacob Detlev er ikke en helt. Han er en helt almindelig mand, der bor i et gammelt hus, har en familie han holder af, og underviser på universitetet. Han er nysgerrig og dedikeret, og har svært ved at stoppe, når han først er optaget af noget. Han er ikke involveret, fordi det er hans job. Han er involveret, fordi han har viden, som ingen andre har. Og fordi han har svært ved at sige nej.
Tanja Storm er ikke en kvinde, der sætter sig selv i centrum. Hun lytter, observerer og vurderer. Og så handler hun. Kærligheden til sønnen William er betingelsesløs. Han er grunden til at hun rejser sig, når alt ser sortest ud. Tanja bærer på sår hun ikke viser. Sorg, tab og ensomhed er noget hun håndterer indeni, alene og stille. Hun er stærk, stædig og sårbar på de rigtige måder. Og så er hun en power-kvinde, som handler fremfor at tøve.
Andre forfattere der mestrer kunsten at skrive på flere serier
Det er ikke kun mig der har valgt at skrive på flere serier med meget forskellige hovedpersoner. Det er et bevidst valg, mange danske forfattere træffer, fordi det giver variation.
Lone Theils skriver på to meget forskellige serier. Nora Sand er freelancejournalist i London, og hendes historier har et internationalt og kosmopolitisk præg, men altid med tråde til Danmark. Signe Brask er en ung betjent med base i Jylland, og hendes univers er mere lokalt forankret og jordnært. To meget forskellige kvinder, to meget forskellige verdener.
Jakob Melander har ligeledes to aktive serier. Sigga Freitag er tysk psykolog og bevæger sig i et psykologisk og mørkere univers med seriemordere og dunkle fortider. Vladimir Kirk, kaldet Røde, er københavnsk betjent og repræsenterer den mere klassiske krimiform, hvor Røde er den dygtige betjent, som har det svært med at passe ind. Igen to meget forskellige tilgange til genren.
Kender du ikke allerede disse forfattere, så får du hermed min anbefaling.
Tænk nu, hvis...
Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk





Kommentarer