top of page

MH370 – Et uopklaret mysterium

Opdateret: 18. mar. 2020

Det er lige blevet lørdag den 8. marts 2014, da passagerflyet MH370 fra Malaysia Airlines kl. 0.41 lokal tid letter fra Kuala Lumpur International Airport i Malaysia med kurs mod Beijing Capital International Airport i Kina.


Ombord er 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer.


Starten går planmæssigt på den 6 timer lange flyvetur. Man modtager kl. 1.19 den sidste melding fra flyet med et ’Good Night’ til det malaysiske lufttrafikkontrolcenter, hvorefter kommunikationen skulle overgå til vietnamesisk luftrum. Men det sker aldrig. Derefter er sidste radarkontakt kl. 1.21. Siden har der ikke været nogen kontakt med flyet.


Alt tyder på, at der er blevet slukket for flyets kommunikationssystem, da man mistede radarkontakten med flyet.

I starten var det antagelsen, at flyet var styrtet ned i et område i Det Sydkinesiske Hav, hvor man havde den sidste kontakt med flyet.


Efterfølgende har data indsamlet fra militære radarer og satellitter vist, at man havde et uidentificeret fly i luftrummet over Malaysia den nat, og man antager det har været MH370.


På baggrund af data fra militære radarer og satellitter, er en rute for flyet sammensat, som viser, at efter meldingen til kontrolcenteret, er flyet vendt om og har sat en sydvestlig kurs, som har bragt det tilbage over Malaysia og videre ud over Det Indiske Ocean.


Flyet har haft forskellige flyvehøjder på ruten og steg umiddelbart efter, at det vendte om, til en flyvehøjde på 45.000 fod. Det er langt over normalen på 30-40.000 fod. Derefter gik flyet ned på omkring 20.000 fod, ligesom det nogen steder har været på 5.000 fod.


Alle ændringerne i kurs og højde menes at være udført på autopilot, så om piloterne har været i live eller ej under de sidste timers flyvning, vides ikke.


Hvor MH370 præcist er styrtet ned, er uvist, men der er fundet 20 vragstykker flydende i Det Indiske Ocean, eller som er drevet i land på øer i oceanet. Der er blandt andet identificeret et stykke af vingen, som med stor sandsynlighed stammer fra MH370.


Den officielle eftersøgning efter MH370 sluttede uden resultat i juni 2018.


Et uopklaret flystyrt giver ophav til en masse forskellige teorier om, hvad der kan være sket, og MH370 er ikke nogen undtagelse.


De mere eksotiske konspirationsteorier lyder på, at flyet skulle være kapret af terrorister og fløjet til et andet land, eller at det er blevet skudt ned af det amerikanske flyvevåben, efter det nærmede sig øen Diego Garcia, som huser en amerikansk base. Af den helt kulørte slags er en teori desuden, at flyet skulle være kapret af aliens og ført til et andet sted i universet.


Om vi nogensinde får den sande historie om, hvad der er sket med MH370, må tiden vise. Jeg giver mit bud på en forklaring i min kommende thriller ’Døden fra Syrien’, som udkommer til marts. Her er videnskabsmanden og virologen Jacob Detlev med til opklaringen.


Jeg præsenterede Jacob Detlev i et blogindlæg for nogle uger siden.


Efter jul bringer jeg mere om thrilleren ’Døden fra Syrien’, så følg med her.

Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk




40 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page