top of page

Jacob Detlev – En ny og spændende hovedperson

Opdateret: 18. mar. 2020

Måske har du allerede hørt mig fortælle lidt om Jacob Detlev? Hvis ikke så kommer du måske til det – og i hvert fald hvis du læser videre.

Jacob Detlev er nemlig hovedperson i min kommende serie, hvor Jacob indgår som en del af det danske terrorberedskab, der skal bekæmpe og opklare sager med kemiske og biologiske våben.


Jeg tyvstartede allerede på serien i foråret, hvor jeg udsendte en kort slags teaser, mini-thrilleren ’Truslen fra Kina’, hvor du havde mulighed for at møde Jacob Detlev i hans første sag. Bogen kan hentes ganske gratis til download.

Men nu er den første egentlige bog på vej med titlen ’Døden fra Syrien’.

Men hvem er denne Jacob Detlev egentlig?

Jacob er 48 år, da serien starter. Han er videnskabsmand og nysgerrig på alt, hvad der har med naturvidenskab at gøre. Jacob er først uddannet mikrobiolog fra Københavns Universitet, og han har derefter taget hele lægeuddannelsen, altså læst medicin. Dog har han aldrig gennemført turnus, så han kan ikke fungere som læge.

Hans helt store interesse er bakterier og vira, specielt dem som er farlige, hvilket han også har en ph.d.-grad inden for. Det meste af hans forskning har drejet sig om at lære så meget om disse bakterier og vira som muligt. Dog har han også udvidet sin interesse med at vide en hel del om kemiske våben. Derfor er han en del af det beredskab, som står til rådighed ved kemisk eller biologisk terror i Danmark, ligesom han internationalt er en af de førende eksperter, som man trækker på i udlandet.

Han er samtidig professor og underviser ved Københavns universitet.

Jacob elsker sin forskning og han kan lide at fordybe sig i spændende forskningsprojekter. Han er fra naturen nysgerrig, og har svært ved at holde sig til sit eget felt. Han kaster sig gerne over andre discipliner også og vil rigtigt gerne arbejde tværfagligt.

Jacob Detlev er fraskilt fra sin første kone, Tine, som er sygeplejerske. De mødte hinanden på Roskilde sygehus i forbindelse med et praktikophold under Jacobs medicinuddannelse. De var gift i 10 år og har sammen børnene Malte og Mette. De voksede fra hinanden, men har stadig et godt forhold, og deler børnene med en 7/7 ordning.

Et halvt år efter skilsmissen mødte Jacob Karen, som er gymnasielærer på Egedal Gymnasium. Sammen har de datteren Mathilde. Jacob og Karen bor på et nedlagt landbrug i Søsum.

Jacob er stor fan af Magtens Korridorer og bruger deres musik til at slappe af til eller for at fokusere tankerne. Da han læste mikrobiologi på universitetet, gennemførte han bachelor-delen sammen med Johan fra bandet. Han sætter gerne musikken på og nyder den højt.

Jacob har også en bror, Frederik, som han er tæt med, og som er lige så nysgerrig på den naturvidenskabelige verden, som Jacob er. Frederik er uddannet fysiker fra Københavns Universitet med en ph.d.-grad i teoretisk fysik. Han har ikke rigtig noget fast job, men en masse projektansættelser og konsulentjobs, både på universiteter og privat.

I ’Truslen fra Kina’ skal Jacob Detlev opklare mordet på sin gode ven kineseren Hong Zheng, som bliver myrdet på mystisk vis. Pludselig udvikler det hele sig en større terrorsag i centrum af København.

I ’Døden fra Syrien’ kommer Jacob på banen som ekspert til opklaring af et flystyrt, men finder hurtig ud af, at der er forbindelse til stjålne kemiske og biologiske våben fra Syrien, og sporerne fører tilbage til Danmark. Efter et terrorangreb i København begynder trådene at spinde ind i hinanden og Jacob står sammen med politiet overfor et hæsblæsende opklaringsarbejde for at forhindre flere angreb med biologiske våben.

’Døden fra Syrien’ er planlagt til at udkomme ca. 1. marts 2020.


Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk


En virus

107 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page