top of page

En produktiv og provokerende forfatter

Opdateret: 18. mar. 2020

En af de mere produktive danske forfattere i mellemkrigsårene, og årene før, var min oldefar Svend Fleuron.


I hans aktive forfatterliv fra 1906 til 1943 udgav han mere end 40 værker, hvor en del er solgt i adskillige oplag og flere slog også igennem i udlandet.



Hans bøger drejede sig om naturen, dyrene og jagt. Svend Fleuron var en stor naturelsker og fortaler for dyrevelfærd, selv om han var jæger og godsejersøn.


Allerede fra de tidlige år betød naturen meget for Svend. Som godsejersøn var det ikke ualmindeligt at vælge en uddannelse, som kunne bruges til en senere drift af godset. Så da han nåede sine sene teenageår, stod valget mellem en militærkarriere eller en uddannelse som skovfoged.


Om han brændte lige meget for begge ting, eller den ene var mere et ønske fra faren, ved jeg ikke. Men anekdoten lyder i hvert fald, at han gik en tur i skoven for at bestemme sig, og at han besluttede at lade naturen tage valget for ham. Hvis han mødte en ræv på turen i skoven, så ville han læse til skovfoged, og mødte han ikke nogen ræv, så ville det blive militæret.


Svend Fleuron endte med at være 20 år i militæret, hvor han lod sig pensionere fra en stilling som kaptajn i 1920.


Militæret havde kedet ham, og derfor begyndte han allerede i 1906 at skrive små jagtanekdoter. Men først da han udgav romanen ’Kalv og Dyrehaven’ i 1912 kom der gang i forfatterkarrieren.


I 1914 udgav han ’Det røde kobbel’, som er hans mest populære bog.



I 1934 udgav Svend Fleuron bogen ’Fasandyret: Farvel til Nordens Fauna’, som var en kritik af den måde, som godsejerne drev jagt og vildtforvaltning på. Han rettede blandt andet sin kritik mod fasanopdræt og bekæmpelsen af rovdyr med gift og fælder.


Bogen blev ikke vel modtaget af godsejerne, og Svend var ugle set i de kredse.


For at gøre ondt værre sendte han et eksemplar af ’Fasandyret’ som julegave til godsejernes koner med kommentaren: ’Ved I, hvad Jeres mænd går og laver i skoven?’.


Hvis du vil høre flere historier om Svend Fleuron, så book mig til et spændende foredrag, hvor jeg blandt andet fortæller mere om ham og hans bøger.


Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og ’like’ min side https://www.facebook.com/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk



Forfatter Svend Fleuron

129 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page