Tidligt morgen torsdag den 7. september 1978 var den tidligere bulgarer, Georgi Markov, på vej til sit job på en radiostation i London.
Han stod ved et busstopsted nær Waterloo Bridge sammen med en gruppe andre personer, som også ventede på bussen. Pludselig mærkede han et stik på sit lår, som et insektstik, og en mand samlede en paraply op og skyndte sig ind i en taxa, som holdt på den anden side af gaden.
I 1969 var Georgi Markov hoppet af fra Bulgarien til Vesten, først i Italien, og derefter i London. I Bulgarien havde han været forfatter og skrevet TV-stykker og noveller, men blev mere og mere kritisk overfor styret. Efter afhopningen fortsatte han med at kritisere det kommunistiske styre i Bulgarien på skrift, ligesom han ugentlig havde et radioprogram, som ligeledes sendte kritiske indslag om det bulgarske styre.
I løbet af dagen fik Georgi Markov det dårligt med høj feber, og han blev indlagt i løbet af aftenen. Om mandagen var han død.
Ved den efterfølgende obduktion blev en lille metalkugle på blot 1,7 mm fundet i hans lår. Kuglen var forsynet med to borede tværgående gange, som danner et kryds indeni kuglen. Ved nærmere undersøgelse af kuglen, fandt efterforskerne rester af det biologiske stof ricin. I alt kunne kuglen rumme 0.2 mg ricin. Nok til at slå en voksen mand ihjel.
For at sikre, at ricinen blev indeni kuglen, havde hullerne været lukket med en voks, som opløste sig selv ved 37 grader.
Hvem der reelt slog Georgi Markov ihjel diskuteres stadigt. Alt tyder på, at den bulgarske efterretningstjeneste stod bag. Georgi var begyndt at blive en torn i øjet på det bulgarske styre, og hans kritik var meget massiv, og noget, som der blev lyttet til.
Al senere efterforskning om mordet på Georgi Markov har peget i retning af, at det var en agent med kodenavnet Picadelly fra det bulgarske secret service, som stod bag mordet. Adskillige papirer er dukket op efter Murens Fald, hvor agenten Picadelly blev identificeret som den italiensk fødte dansker Francesco Gullino. Han er aldrig gjort ansvarlig for mordet.
Et tilsvarende mordforsøg blev prøvet 10 dage før i Paris, ligeledes på en bulgarsk afhopper, Vladimir Kostov, men han var så heldig at overleve forsøget efter et par dage med høj feber. Efterfølgende viste det sig, at den voks, der var blevet brugt til at lukke hullerne med, ikke var blevet opløst ordentligt, så Vladimir var ikke blevet eksponeret for en fuld dosis af ricinen.
Om kuglen i begge tilfælde rent faktisk blev skudt ind i benet med en paraply eller injiceret med en tynd nål, er også stadig uvist.
Ricin er et giftigt protein, som udvindes fra Kristpalmen eller Castorbønnen. Proteinet er yderst giftigt og har en styrke på 6.000 gange blåsyre og er dobbelt så stærkt som kobraslangens gift. En dødelig dosis er kun på 0,2 milligram, hvilket svarer til den mængde, som Georgi Markov fik. Der findes ingen kendt modgift.
Jeg har brugt paraplymordet i London i 1978 som inspiration i min seneste mini-thriller i Jacob Detlev serien. Hvis du synes, det lyder interessant, så læs mere om ’Truslen fra Kina’, som du kan downloade som gratis ebog.
Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og ’like’ min side https://www.facebook.com/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk
Comments