I 1874 blev min oldefar, Svend Fleron Christensen, født på godset Catrinedal på Møn. Han voksede op på landet, og nød at være i naturen, og iagttog alt hvad der skete gennem de forskellige årstider. I 1900 valgte han at skifte navn til Svend Fleuron, under hvilket han er kendt i dag.
Han startede med at gå militærvejen, og i 1896 blev han premierløjtnant og i 1911 forfremmet til kaptajn i artilleriet, hvor han blev til sin afsked i 1920.
Militæret var ikke der, hvor han gjorde det største væsen af sig. Han savnede naturen, og det frie liv med gevær og hund. Stærkt inspireret af netop naturen debuterede han i 1906 med sin bog ’Jagtbreve’, som var små stemningsbilleder fra naturen udsprunget af hans kærlighed til denne. I de efterfølgende år udgav han yderligere et par bøger af samme type.
Derefter lagde han sin skrivestil om, og begyndte at skrive bøger, hvor dyrene kunne tale, vise følelser og ræsonnere. Til forskel fra de tidligere bøger blev disse populære hos læserne, ikke mindst hos de unge publikum. Han ramte en tone og en stil, læseren kunne lide. Den første bog i den række var ’Kalv og det halve af Dyrehaven’ fra 1912, som var 1. del af 3, og som blev udgivet samlet i 1920 under titlen ’Kalv og Dyrehaven’.
I alt nåede Svend Fleuron at udgive i omegnen af 40 værker med jagt og natur som tema, eller med dyr i hovedrollen, lige fra kronhjorte, ugler og hare til ravne, gedder og hugorme. Hans nok mest berømte bog er ’Det røde kobbel'’, som blev udgivet i 1914, og genoptrykt adskillige gange, og sidste gang i 1965. I Danmark nåede den et samlet oplag på over 20.000 bøger, mens den i Tyskland solgte 100.000 eksemplar. ’Det røde kobbel’ handler om fire moderløse ræveunge, som opfostres og oplæres af en gammel snu hanræv efter ulveagtige metoder.
Svend Fleuron blandede sig ligeledes i samfundsdebatten omkring jagt, og gjorde sig upopulær ikke mindst hos godsejerne ved at tale imod opdræt af fasaner til jagt.
Han var bestemt ikke en kedelig person, og var ikke bange for at holde fast i sine meninger, hvilket ekskludering fra Dansk Forfatterforening i 1946 er et godt eksempel på.
Svend Fleuron døde i 1965 i Humlebæk, og efterlod sig en datter Elisabeth Fleuron, som var min farmor.
Om der er et publikum for Svend Fleurons bøger i dag, ved jeg ikke, men de er i alt fald efterspurgt i antikvarboghandlerne nu over 100 år efter deres udgivelse. Det kunne være sjovt at prøve, om en af bøgerne kunne appellere til den moderne dansker.
Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk
