top of page

Sara får nyt liv og tager på dødelig jagt

Mens sommerferien er ved at være slut for de fleste, har Sara været i fuld gang. Hun har været på flugt, og nu er hun ved at være klar til at møde virkeligheden igen.

 

Tredje bog i serien om Sara Neuville

Den nye bog har fået titlen ’Døden og Livet’ og er tredje selvstændige bind i serien om Sara Neuville.

 

Efter dramatiske begivenheder på den tyske ø, Femern, forsvinder Sara sporløst sydpå i Europa. Men hvor kører hun hen som eftersøgt og gravid? Hvordan finder hun en måde at tjene penge på, når hun står uden papirer og samtidig gerne vil leve i skjul?

Den kvinde, der engang var den ambitiøse forsker Sara Neuville, eksisterer ikke længere, i hvert fald ikke på overfladen. Men psykopaten i hende sover ikke. Hun har stadig tørst efter penge, status og kontrol, som hun er villig til at gå langt over de normale grænser for at få.

 

Følg Sara skabe en ny identitet og en ny karrierevej, hvor hun kan udnytte alt det, hun virkelig er god til. Et nyt liv i solen bliver en dans med døden.

 

Sara troede, hun havde overlevet alt, men personlig hævn har ingen grænser, når hævneren er grænse- og kompromisløs.

 

’Døden og Livet’ er tredje selvstændige bog i serien om Sara Neuville – en kvinde, der vil gå det sidste stykke og lidt til for at få, hvad hun vil have.

 

Udkommer 1. september

Bogen udkommer som papirbog, ebog og lydbog. Og som med de to første bøger i serien, er det Grete Tulinius, der lægger stemme til lydbogen.

 

Når du har læst eller lyttet til ’Døden og Livet’, må du meget gerne give den det antal stjerner, den fortjener – og gerne også en kommentar med på vejen. Det betyder meget og hjælper bogen ud til nye læsere.

 

Tanja Storm følger lige efter

Der har været godt gang i skriveriet, og den tredje og sidste bog i trilogien om Tanja Storm er nu sendt til redaktøren. Bogen har fået titlen ’Opklaring’, og hvis alt går efter planen, udkommer den lige før jul. Jeg skal nok holde dig opdateret, når vi nærmer os.

 

Egedal Bogfest fylder fem år

Lørdag den 4. oktober fra kl. 11-15 slår Egedal Bogfest igen dørene op til en dag i bøgernes tegn. Over 60 forfattere og illustratorer deltager, og mere end 3.000 bøger er fordelt på standene – alt fra romance og krimi til børnebøger og rejseoplevelser.

Du er meget velkommen til at kigge forbi til en snak. Jeg står på stand 38 i byrådssalen. Det er gratis at deltage, og du kan læse mere om programmet på www.egedalbogfest.dk.

 

Nyt krimiprojekt i støbeskeen

Jeg har ikke helt sluppet hverken Sara eller Tanja, men først har jeg kastet mig over et nyt projekt. Det bliver en mere klassisk krimi med politibetjenten Henning i hovedrollen. Meget mere om det senere – men indtil da: Tusind tak fordi du følger med og læser med.


Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk


Forsiden til bogen 'Døden og Livet', som er den tredje i serien om psykopaten Sara Neuville

 

 
 
 

Comments


bottom of page