’Det røde kobbel’ er en anderledes spændingsroman for voksne, som giver et enestående kig ind i naturens verden, hvor kampen for overlevelse er krydret med bloddryppende jagtscener og pudsige iagttagelser af året gang i naturen.
En frygtløs gammel hanræv adopter et kuld moderløse ræveunger og opdrager dem til at blive en flok dristige, glubske, mordlystne og ulveagtige ræve, som jager det store vildt - og ikke bare mus. Jeg har netop valgt at genudgive min oldefars gamle, da den stadig er aktuel, og samtidig er bogen godt skrevet, spændende og lærerig. Da bogen er mere end 100 år gammel, har jeg været igennem teksten og rettet den til, så den kan læses og forstås i dag, ligesom jeg har skrevet forordet, der sætter bogen ind i en nutidig kontekst. Bogen ’Det røde kobbel’ udkommer i dag, den 4. januar 2019, på Svends 145-års fødselsdag. Læs et uddrag af bogen En bog af tiden, og så alligevel tidsløs I 1859 udkom Charles Darwin med sin bog om arternes oprindelse, og i de efterfølgende år udviklede teorierne om ’Survival of the fittest’ sig i de naturvidenskabelige kredse. En dansk oversættelse af ’Arternes Oprindelse’ kom i 1870’erne. Disse teorier har helt sikkert ligget til grund for flere af Svend Fleurons bøger, da temaet ofte er ’Dræb eller bliv dræbt’. I bund og grund er dette også omdrejningspunktet i ’Det røde kobbel’, hvor rævenes jagt og jagten på rævene beskrives meget detaljeret og levende. I samme periode bredte naturalismen og vitalismen sig igennem Europa. De levende væsner blev pludselig biologiske væsner, som bestod af andet end fysik og kemi. Ting som arv og miljø kommer til at spille en rolle for, hvordan det levende væsen tager sig ud og opfører sig. Også dette fænomen ses i ’Det røde kobbel’, hvor de forældreløse ræveunger opdrages af en hanræv, som har nedarvet nogle mere ulveagtige træk end den gennemsnitlige ræv. Men selv om ræveungerne får den samme opdragelse, så falder de alligevel forskelligt ud, hvilket er et tydeligt fingeraftryk af individets genetik. Svend Fleuron Min oldefar, Svend Fleuron, var ikke hvem som helst. Han blev født i 1874 på Møn, hvor han voksede op på landet og nød at være i naturen og iagttog alt, hvad der skete gennem de forskellige årstider. Allerede fra starten betød naturen meget for ham, da det var her, han havde sin frihed til at gøre, som han ville. Svend Fleuron endte med en over 20 år lang militærkarriere, og han blev i 1920 pensioneret som kaptajn i artilleriet. Men allerede længe inden var han begyndt at skrive bøger, og han havde sine primære udgivelser i perioden fra 1910 til 1930.
I samtiden var han populær og yderst provokerende, og han formåede gennem sit liv at lægge sig ud med flere personer og instanser, berettiget og uberettiget. Han var blandt andet en stor fortaler for dyrevelfærd, og i det hele taget at behandle naturen pænt. ’Det røde kobbel’ er nok den mest succesrige af hans romaner, og i Danmark udkom den i mindst 10 oplag og solgte i omegnen af 75.000 eksemplarer. Han formåede også at slå igennem i udlandet. Specielt Tyskland var et stort marked, hvor bøgerne solgte i større antal end i Danmark. Selv i USA nåede flere af bøgerne frem til læserne, og han fik fremragende anmeldelser i flere af de førende amerikanske aviser.
Læs mere om Svend Fleuron. Har du lyst til at høre flere anekdoter om Svend Fleuron og lære ham lidt bedre at kende, så kan du booke mig til at holde et foredrag.
Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk