top of page

Lockdown har været en fest – for mig

Tre måneders lockdown og nedlukning af arbejdspladsen har været en fest. For mig i hvert fald.


Som introvert kan det ellers dagligt være en udfordring hele tiden at skulle forholde sig til en masse kollegaer på arbejdet og hele tiden bidrage med den sociale side af sig selv.


Så at alt arbejde har skullet foregå hjemmefra, har for mig næsten været en drøm.


Al arbejdskontakt har for mit vedkommende været begrænset til onlinemøder, og antallet af møder har været reduceret til et nødvendigt minimum.


Som introvert har jeg derfor haft masser af energi og overskud til at fokusere på mine opgaver, og de daglige forstyrrelser har stort set ikke været eksisterende.


Forskellen på den introverte og ekstrovertes adfærd ligger dybt i generne.


Som introvert signalerer man ikke altid, når man egentligt bare ønsker at slappe af i hovedet uden at skulle forholde sig til alle andre eller deres situation, eller når man bliver irriteret over dem, der ikke som en selv har brug for at tænke sig om, før man taler.


Så tre måneder hjemme har været årets fest – for mig.


Er det ikke snart på tide, at vi gentænker, hvordan vi indretter arbejdslivet og arbejdspladsen, så både ekstroverte og introverte får det optimale ud af sig selv og arbejdslivet?


Hvis man ser på størstedelen af HR-medarbejdere og ledere i de danske virksomheder, så er hovedparten ekstroverte ifølge en artikel i DJØF-bladet. Det betyder, at de arbejdsformer, som præger den enkelte virksomhed er implementeret set fra den ekstrovertes synsvinkel, og dermed mangler fokus på, hvordan man får det optimale ud af den introvertes indsats og energi, som kan bidrage med noget andet, end den ekstroverte.


Måske bruger den introverte alt for mange ressourcer i hverdagen på at tilpasse sig den ekstroverte arbejdsplads?


De sidste 20 års udvikling af arbejdspladser med det åbne kontorlandskab, hvor alle kan interagere med alle, og hvor alles øjne hviler på den enkelte medarbejder, er bestemt ikke en introverts drøm. Det er mange og lange møder heller ikke.


Tiden må vise, om de ændringer på arbejdslivet, som Corona nedlukningen har forårsaget, bliver bibeholdt, når hverdagen vender tilbage, eller om alt ligner sig selv om et år?


Selvfølgelig har der også været negative effekter af Corona nedlukningen i rollen som forfatter og foredragsholder, men dem har jeg skrevet om i en tidligere blog.


Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk



Tomt kontor
Lockdown har været en fest

88 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page