top of page

3 gode krimiserier at læse i sommerferien

Opdateret: 18. mar. 2020

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og ferien er en god tid til at fordybe sig i bøgernes verden.

Når du har flere uger med mulighed for at læse, kan det være en god ide at kaste sig over en sammenhængende serie, så du virkelig kan lære personerne i den fiktive verden at kende.


Her er mit bud på tre serier i krimigenren, som du kan have fornøjelse af at stifte bekendtskab med, hvis du ikke allerede har læst dem.


Oxen-serien af Jens Henrik Jensen

I serien følger vi den tidligere jægersoldat, Niels Oxen, som bliver involveret i opklaringen af en sag, hvor et selskab, Danehof, bestående af indflydelsesrige personer fra Danmark styrer de centrale begivenheder i landet. Niels Oxen allierer sig med en række loyale personer fra politiet, og sammen kommer de tættere på sandheden. Da Danehof finder ud af Niels Oxens interesse for dem, gør de alt, hvad der er muligt for at komme ham til livs.

En spændende og anderledes krimiserie, som flere gange i forløbet tager en uventet drejning.


Jens Henrik Jensen formår at holde læseren fast, så man hele tiden er nysgerrig på, hvad der sker i det næste kapitel.


De tre første bøger skal læses i rækkefølge, da de hænger sammen som en stor bog.


Oxen-serien af Jens Henrik Jensen

Katrine Wraa-serien af Øbro og Tornbjerg

Kriminalpsykolog Katrine Wraa har hovedrollen i serien. Hun er ansat til at lave profiler hos politiet, og gennem sit arbejde bliver hun konfronteret med ondskab i alle afskygninger. Og ondskaben griber ofte ind i hendes eget privatliv og konfronterer hende med hendes egne dæmoner.


Katrines personlighed udvikler sig igennem bøgerne, jo mere hun får arbejdet med sine egne dæmoner, og får sit eget liv sat i perspektiv.


Forfatterne formår at holde en udvikling gennem bøgerne, så man som læser bliver nysgerrig på hovedpersonens udvikling og liv – udover at hver enkelt bog har hver deres spændende plot.

En god serie med en anderledes hovedperson, end de normale krimier med en politimand i hovedrollen.


Katrine Wraa serien fra Øbro og Tornbjerg

Rebecka Martinsson-serien af Åsa Larsson

Her er en serie, som virkelig hører under kategorien Nordic Noir. Hovedpersonen Rebecka er advokat i Kiruna i det nordlige Sverige, hvor der sker adskillige mord. Det er et samfund, som præges af den vilde natur, den mørke vinter og troen på Gud.


Selvom Rebecka er opvokset i byen, har hun tilbragt adskillige år i hovedstaden, og har fået det lokale miljø på afstand. Det hele kommer frem til overfladen igen, da hun flytter tilbage til Kiruna i sin farmors gamle hus.


Igen en anderledes krimiserie med en anden tilgang til tingene, end vi normalt ser i krimier.


Rebecka Martinsson serien fra Åsa Larsson

Kortere sommerferielæsning Hvis du ikke har tid til at læse en hel serie i sommerferien, så kan jeg naturligvis også anbefale dig, at du kaster dig over en af mine to thrillers: Den biologiske thriller ’Kampen om DRAGON’ om jagten på den universelle vaccine, og/eller den psykologiske thriller ’Med alle midler’ om en ung ambitiøs forsker, der er villig til at bruge alle midler for at nå sine mål.


Mine egne tre bøger

Rigtig god sommer.


Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og ’like’ min side https://www.facebook.com/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk

188 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page