top of page

Nogen gange overgår virkeligheden fantasien


I de sidste to uger har der været rigtig meget skriveri i nyhederne om en ubåd. Først en forsvunden ubåd, så en sunken ubåd, og nu en hævet ubåd.

Det i sig selv burde være nok til en nyhedshistorie eller to, men når man så yderligere tilsætter en række klassiske krimi-elementer, så bliver historien endnu mere interessant:

  • Den føromtalte ubåd

  • En opfinder

  • En ung kvindelig journalist

  • En mørk nat

  • En torso

  • Et dybt hav

En god krimiforfatter ville kunne samle alle disse ingredienser til en fremragende historie med masser af spænding, gru og uhygge, og man vil kunne udspille dramatiske scener med ondskab, frygt og panik. Sikkert en historie med mange læsere, men ville man kunne gøre den realistisk? De fleste ville nok ånde lettet op og tænke, at det heldigvis kun var noget, som var digtet i en eller anden tvistet forfatterhjerne, og historien heldigvis ikke havde nogen hold i virkeligheden.

Som forfatter kan jeg selv opfinde mine personer, give dem karakter og liv, gøre dem onde og gode, få dem til at handle i affekt eller med koldt blod, og jeg kan vælge, hvem der skal slås ihjel, og hvem der skal leve. Alt sammen uden at andre mennesker udsættes for et tab og en sorg. For det hele er kun fiktion.

Men historien om ubåden er ikke fiktion. Det er virkeligt, og det er uhyggeligt. Kun én person ved, hvad der reelt er foregået, og hvordan tingenes rette sammenhæng er, og denne person har ikke fortalt hele sin sande historie.

Som læser af nyhederne må man forholde sig til fakta, uanset hvor mangelfulde disse måtte være. Ser man på disse, så er der ikke mange flere oplysninger, end hvad der er skitseret ovenover her. Alle forbindelserne mellem de fund og fakta, som politiet har valgt at offentliggøre, er ren fantasi og spekulation. Vores hjerne sætter selv den røde tråd mellem begivenhederne og fakta, og vi drager vores egne konklusioner. Præcis, som når vi læser en krimi og prøver at gætte det plot, som forfatteren har skabt. Og nogen gange, så bliver vi overraskede over slutningen.

Blot som en understregning, så er ingen dømt for noget endnu, og reelt er alle muligheder åbne. Vi er ikke nået til slutningen på bogen, og plottet er ikke afdækket.

Intet er som det ser ud på overfladen, og endnu mindre hvis man har en ubåd.

Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og ’like’ min side https://www.facebook.com/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside http://www.thomasckrohn.dk


8 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page