top of page

Når man vender tilbage til sit arbejde


Efter ikke at have set på manuskriptet ’Med alle midler’ i tre måneder, har jeg nu fundet det frem igen, og giver det en ekstra tur igennem omskrivning- og korrektur-maskineriet.

Det er både et glædeligt, men også et lidt skræmmende gensyn. Manuskriptet betragtede jeg egentlig som færdig for de tre måneder siden, men efter at have gennemlæst de første kapitler igen, så kan jeg se, at der godt kan gøres mere ved manuskriptet. Derfor får det lige en ekstra tur.

Man siger gerne, at et manuskript først er færdig, når det hænger en langt ud af halsen, og man simpelthen ikke kan tåle at se det mere. Det punkt var jeg næsten nået tidligere, men nu kan jeg se på det med friske øjne, og jeg er sikker på, at de forbedringer der bliver tilført manuskriptet på nuværende tidspunkt kun gør historien endnu bedre og personerne mere skarpe og genkendelige.

Både jeg og manuskriptet har haft godt af en lille pause, selvom det er lidt frustrerende at skulle igennem et stykke arbejde, som jeg ellers anså som værende afsluttet. Hvilket det jo så tydeligvis ikke er alligevel.

Jeg overvejer lige nu om, det skal være en normal procedure for mig, at jeg lader tingene ligge nogle måneder for at modne før jeg giver det en endelig tur igennem skrivemøllen. Lidt ligesom når jeg brygger øl, og den lige skal ligge og modne nogle uger på flasken før den er drikkeklar og har fået sin fulde aroma.

Når jeg normalt redigerer en tekst, og på en måned har været igennem teksten to eller tre gange, så ser jeg ikke længere fejlene, da jeg næsten ved, hvad der skal stå på hver enkelt linje. Det har jeg glemt nu, så det er ligesom at finde en helt ny bog frem, og starte forfra.

Uanset om det ender med at blive udgivet på et forlag, eller det bliver en selvudgivelse, så bliver resultatet kun bedre ved, at jeg ofre nogle timer på manuskriptet nu igen.

Så Jacob Detlev må lige vente med at blive bragt til live, indtil jeg er helt færdig med ’Med alle midler’.


6 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page