Så lykkedes det endelig at få gjort bagsideteksten til 'Med alle midler' færdig. I alt fald i et nogenlunde realistisk udkast.
En bagsidetekst er den sværeste tekst at skrive, i alt fald for mig, da den skal rumme hele bogen på nogle få linjer, gøre bogen indbydende og salgsbar, og ikke afsløre noget som helst af handlingen alligevel.
Det har krævet rigtig mange omskrivninger at nå til nedenstående resultat.
Nu skulle det være muligt at få et indtryk af, hvad 'Med alle midler' handler om, og hvad der er på spil i bogen.
Hun er ikke morder. Hun er problemløser.
Sådan opfatter den unge ambitiøse forsker Sara Neuville sig selv.
Indtil for ganske nylig så alt lyst ud, og formede sig som hun havde planlagt det. Forskningsresultaterne så lovende ud, hun var gift med sin drømmemand, og hun kunne nyde anerkendelsens blændende spotlight.
Men hendes forsøg gik ikke, som hun havde forudset, og privat udviklede det sig heller ikke, som hun ønskede det.
Hun skulle handle for ikke at miste kontrollen og for at tage hånd om sin egen fremtid. Hun måtte finde løsninger på problemerne. Med alle midler.
’Med alle midler’ er en psykologisk thriller om en forskers ambitiøse, men manipulerende og egoistiske skyggeside, hvor midler som sex, charme og løgn tages i brug for at nå målet.