top of page

På tirsdag sker det! Ny, skræmmende realistisk biothriller

Ventetiden er snart forbi, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at den har været lang, og at jeg er spændt.


På tirsdag udkommer nemlig anden bog i serien om Jacob Detlev, ’Virussen fra Svalbard’.


Selvom jeg har udgivet bøger i flere år, er det altid med kilder i maven, at en ny bog bliver sendt ud for at stå helt på egne ben. Uden, at jeg kan skrive flere sætninger, flytte kapitler, tilføje en dialog, bruge en anden farve på forsiden, eller hvad det nu måtte være. Den er nu ’færdig’.


Hvad er ’Virussen fra Svalbard’ så for en bog?

Handlingen kunne godt udspille sig et sted i Danmark den dag i morgen. Det er uhyggeligt – og meget spændende læsning. 'Tænk nu hvis ...'

Et folketingsvalg i Danmark. En virusudvikler fra Rusland. En forladt mineby på Svalbard. Og en kompromisløs højreekstremist i København. Alt i alt en dødelig cocktail.

Da et muligt biologisk angreb på det danske Folketing bliver opdaget, sættes virologen og eksperten i biologiske våben, Jacob Detlev, på sagen for at hjælpe politiet med opklaringen.

Flere angreb med biologiske våben følger efter i et forsøg på at sætte dagsordenen for den kommende valgkamp. Det danske demokrati er under angreb og kræver mange uskyldige ofre.

Efterforskningen forgrener sig, og en af grenene fører tilbage til Den Spanske Syge i 1918, mens en anden peger i retning af nutidens Svalbard.


Den uventede terrorist

Terror i den vestlige verden er ofte synonym med muslimske terrorister med en islamisk dagsorden, som angriber det etablerede samfund med dødelige midler. Men tænk nu, hvis terrorismen kommer fra en helt anden kant.


Tænk, hvis en politiker fra en af fløjene med ekstreme holdninger tager terror i brug for at sætte dagsordenen for valget og fremme sine chancer for at komme i Folketinget.


Tænk, hvis én person kan udføre terror og få skylden til at pege i en anden retning for dermed at fremme sine egne politiske interesser.

Videnskabsmanden Jacob Detlev

Bogens hovedperson, Jacob Detlev, hjælper politiet med at opklare sager, som involverer smitsomme stoffer og biologisk terror. Han er læge og virolog og har som videnskabsmand en nysgerrighed på alt, der har med naturvidenskab at gøre. Han kaster sine evner og viden ind i opgaver, uanset om det er inden for hans eget faglige felt eller ej.


Ofte sker det også, uden han får tænkt over konsekvenserne af sine handlinger og i stedet for at lade andre mere kompetente personer overtage.


Men han er ikke en antihelt med store personlige problemer, til forskel fra så mange andre thrillerserier. Ved hjælp af viden, initiativ, opfindsomhed – og en smule held – er han i stand til at opklare og forhindre de farlige situationer og sager, han bliver inddraget i.


En anderledes thrillerserie

’Virussen fra Svalbard’ er anden selvstændige bog i serien om Jacob Detlev. Plottet i serien er baseret på en sammenvævning af muligheder for at bruge biologiske og kemiske våben, konspirationsteorier, historiske begivenheder og aktuelle tankespind. Handlingen i bøgerne foregår i både Danmark og i udlandet. Du kan læse mere om første bog i serien, ’Døden fra Syrien’, på mit website.


Udgivelsestilbud Jeg håber, du vil tage godt imod ’Virussen fra Svalbard’, når den udkommer på tirsdag, først som trykt bog og ebog, og i løbet af en måneds tid, kommer den på lydbog indlæst af Morten Remar.


Du kan købe ’Virussen fra Svalbard’ til en udgivelsespris på kr. 150 pr. stk. inkl. porto. Eller du kan købe begge bøger i serien til kr. 200 inkl. porto.

Send mig en mail med bestillingen, så kontakter jeg dig angående adresse og betaling.


Få en gratis smagsprøve

Har du endnu ikke mødt Jacob Detlev, sender jeg dig gerne en gratis mini-thriller, ’Truslen fra Kina’, som ebog.



25 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page