Siden den 17. november 2019 har det været en realitet, at vi en ny virus er kommet i omløb, som kan smitte mellem mennesker, og som kan udløse alvorlige symptomer hos nogle mennesker.
Jeg vil i den næste uge prøve at tage dig med igennem fakta og videnskabelige forklaringer om COVID-19, så du kan blive klogere på, hvad det er, vi står overfor, og hvorfor politikerne verden over har besluttet at lukke samfund ned helt eller delvist.
Hvem er jeg?
Jeg er ikke ekspert i COVID-19. Men jeg er uddannet biolog og thrillerforfatter med en stor interesse i virus, som jeg blandt andet lader indgå i mine bøger. Derfor har jeg en stor baggrundsviden om emnet.
Samtidig har jeg brugt de sidste 20 år på at formidle videnskabelige resultater og biologisk viden til både professionelle og lægmand på både skrift og i tale.
Pandemier historisk set
En pandemi er en infektionssygdom, der spreder sig over flere geografiske områder. En epidemi, som ikke længere kun er lokal.
Siden 1900 har vi haft tre pandemier, som har ramt verdens befolkning med forskellig styrke.
I perioden 1918-19 hærgede Den Spanske Syge. Det var en variant af influenza, som startede i kølvandet på den første verdenskrig og sandsynligvis havde sit udspring i Bordeaux og Brest i Frankrig. I april 1918 blev den spanske konge ramt af sygdommen, hvorfor sygdommen fik betegnelsen Den Spanske Syge.
På 15 måneder kostede sygdommen 50-100 millioner mennesker livet på verdensplan. I Danmark alene døde 15-18.000 personer. Tiden var en anden dengang, og man vidste ikke, hvad virus var, og dermed havde man heller ikke overblik over, hvordan sygdommen kunne smitte eller forebygges.
I 2009 udviklede en influenza sig endnu en gang til pandemi. Den startede i Mexico og menes at være en sammenblanding af svineinfluenza og fugleinfluenza. Dengang kostede virussen op mod 200.000 mennesker livet på verdensplan – og det blev kaldt en mild pandemi.
Også to gange tidligere har der været alvorlige regionale udbrud af influenza.
Den asiatiske influenza (en anden variant af influenza) i 1956-58 dræbte 2 millioner mennesker, og Hong Kong influenzaen (en tredje variant) i 1968-69 kostede 1 million menneskeliv. Ingen af dem udviklede sig dog til pandemier.
Den sidste sygdom, som er blevet erklæret pandemi siden 1900 er HIV, men det er en helt anden type sygdom, som ikke kan sammenlignes med influenza eller COVID-19.
I 2002 oplevede verden for første gang SARS (Severe Acute Respiratory Syndrome) ved et udbrud i Guangdong provinsen i Kina. SARS er også en coronavirus og har det videnskabelige navn SARS-CoV. Virussen nåede at smitte 8.000 personer, hvoraf 800 døde.
Igen i 2012 brød en alvorlig smitte med coronavirus ud. Denne gang i form af MERS (Middle East Respiratory Syndrome) med den videnskabelige betegnelse MERS-CoV. Udbruddet endte med 2.500 smittede, hvoraf 858 døde.
Både MERS og SARS er coronavirus og minder meget om den nuværende virus, som har det videnskabelige navn SARS-CoV-2 (COVID-19).
Den 13. marts 2020 blev COVID-19 erklæret for at være en pandemi af Verdenssundhedsorganisationen, WHO.
Baggrund for COVID-19
En alvorlig pandemi har været frygtet og forudset i de sidste mange år.
Vi har et årligt influenza-udbrud (sæsoninfluenza), som vi efterhånden har lært at leve med. Sæsoninfluenzaen koster årligt mellem 200-600.000 mennesker livet på verdensplan.
Med baggrund i tidligere udbrud af alvorlige influenzaudbrud i Asien og Mexico har vi hele tiden frygtet, at der kommer en variant af influenza, som muterer og fusionerer med en eller flere fugle- og svineinfluenza varianter, og som vil sprede sig nemt og med stor dødelighed.
For at en virus bliver farlig, skal to ting være opfyldt:
Den skal have høj smitsomhed (for sæsoninfluenza er smitsomheden 1,1, som er antallet af personer hver smittet selv smitter videre)
Den skal have høj dødelighed (for sæsoninfluenza er dødeligheden 0,1 %)
Coronavirus er en virus, som vi naturligt udsættes for gennem hele livet. Den coronavirus, som vi kender, giver os en almindelig forkølelse, som giver snot, men ingen alvorlige symptomer.
Derfor har alles opmærksomhed været rette mod influenza, da den er langt mere alvorlig sammenlignet med almindelig coronavirus.
Normalt er en virus artsspecifik, så den ikke hopper fra art til art (altså fra dyr til menneske – eller omvendt). Men af og til sker det alligevel. Hvis et menneske bliver inficeret med en fugleinfluenza eller en coronavirus fra dyr, vil personen blive syg, men virus vil under normale omstændigheder ikke kunne smitte fra menneske til menneske.
Når man har markeder i Kina med døde dyr liggende og især mere eksotiske dyr, såsom flagermus og slanger, og hvor der er mange mennesker samlet, kan der ske en overførsel af virus fra de døde dyr til mennesker.
Efter første person blev smittet, er der i tilfælde med COVID-19 sket en mutation i virus, som har gjort, at virus er i stand til at smitte fra person til person.
COVID-19 menes at stamme fra flagermus, som har en hel speciel samhørighed med virus. Flagermusens immunsystem er bygget anderledes op end menneskers, og de lever ofte fredeligt sammen med virus, da deres kroppe accepterer virus fremfor at bekæmpe den. Det betyder, at flagermus ofte er inficeret med forskellige vira, som under særlige omstændigheder kan overføres til mennesker.
En anden virus, som vi i nogle dele af verden også har store problemer med, er Ebola, som ligeledes stammer fra flagermus.
Hvad er virus?
En virus er en lille partikel, som består af et stykke DNA eller RNA, som er opskriften på selve virussen.
Opskriften er pakket ind i en proteinkapsel, som beskytter arvematerialet fra omgivelserne. Den er en parasit på organismen, da den ikke er i stand til at kopiere sig selv, men behøver hjælp fra en af kroppens celler for at sprede sig.
Virus findes i forskellige grupper og familier, hvor corona er en familie.
Virus har behov for at binde sig til sin værtscelle, og denne binding er helt unik mellem en specifik celle og virus. Coronavirus består af en kugle, som er kroppen, hvorpå der sidder en masse små udvækster, som ender i en knop, en krone, og deraf navnet, da corona betyder krone.
Når virus har hæftet sig fast på cellen, overfører virus sit DNA eller RNA til cellen, hvorefter det sætter sig ind i cellens arvemateriale.
Herefter kopierer cellen arvematerialet fra virus, når den kopierer sit eget DNA.
Når arvematerialet fra virus bliver kopieret, samler delene sig til nye viruspartikler, og efterhånden fyldes cellen op med nye viruspartikler. På et tidspunkt brister cellen og en masse nye viruspartikler sendes ud i kroppen for at finde nye celler at inficere.
På COVID-19 sidder der specielle receptorer (håndtag) på kronen, som binder til (griber fat i) celler i lungerne og åndedrætssystemet.
Coronavirus og influenzavirus er forskellige og binder ikke til de samme receptorer, og derfor er sygdommene forskellige.
COVID-19 smitten
Et af de steder, hvor COVID-19 adskiller sig fra den normale sæsoninfluenza er på inkubationstiden, dvs. den tid der går, fra du er smittet, til du bliver syg.
For sæsoninfluenzaen er den typiske inkubationstid 2 dage, mens den gennemsnitlige inkubationstid for COVID-19 har vist sig at være 5 dage, men der er set tilfælde helt oppe på 14 dage. Da inkubationstiden er så lang, er det rigtig svært at kontrollere smitten.
En person med arbejde, familie og fritidsaktiviteter er i kontakt med rigtig mange andre mennesker i løbet af bare 5 dage – og endnu flere i løbet af 14 dage.
Derfor har COVID-19 også en smitsomhed på 2.5, dvs. at en person smitter 2,5 andre personer i gennemsnit.
COVID-19 smitter gennem dråbekontakt fra spyt, når du nyser eller hoster og så kommer i kontakt med en anden persons slimhinder i næse, svælg eller øjne.
Derfor er det vigtigt, at du holder afstand, så du ikke sender dråber videre til andre personer i nærheden af dig – eller omvendt er udsat for smitte fra andre. Ligeledes er det vigtigt at hoste i ærmet eller et lommetørklæde, så smitten ikke spreder sig.
Virus kan også sætte sig på overflader. Hvis du hoster eller nyser i din hånd og bagefter røre ved noget, vil der sidde virus tilbage på genstanden.
Forsøg har vist, at virus kan leve i længere tid på overflader. På pap kan virus være aktiv i op til 24 timer, mens den på plastik eller rustfrit stål kan overleve i 3 døgn.
Derfor er det også vigtigt, at du vasker hænder og spritter dem af, når du har været uden for hjemmet og rørt ved overflader, som andre også har rørt ved.
Virus er ikke særlig hårdfør overfor sæbe, så god håndvask vil slå virus ihjel. Er det ikke muligt at vaske hænder, så brug sprit med 70% alkohol, da den koncentration er mest effektiv overfor virus. Håndsprit må dog aldrig blive en erstatning for håndvask.
Hvis du en gang har haft COVID-19 er det ikke sandsynligt, at du kan blive smittet igen lige med det samme. Normalt bliver du immun overfor virus, hvis du har været smittet én gang. Men vi ved endnu ikke, om det også gælder for COVID-19. Hvis du bliver immun, efter at have været smittet, er der heller ikke noget bud på, hvor længe du i så fald vil være immun. Om det kun er et år, 5 år eller på livstid. Det må vise sig, når vi får mere erfaring med virussen COVID-19.
Normalt glemmer kroppen en forkølelse med coronavirus i løbet af 5 år, og så du mister du din immunitet.
Sygdom og symptomer
Det ser ud som om, COVID-19 kan ramme på tre måder.
80% af de smittede får milde eller moderate symptomer, som ligner nogen af dem, vi ser ved sæsoninfluenza. De klarer sig med en uges tid hjemme i sengen – eller uden at føle sig specielt syge.
15% får alvorlige symptomer i form af vejrtrækningsproblemer, og flere kan have behov for at blive indlagt til observation for at holde øje med symptomerne og for at få lindret deres symptomer med forskellig medicin.
De sidste 5% får meget alvorlige symptomer og har behov for indlæggelse og evt. respiratorhjælp. Hvis det i forvejen er en svækket patient, er risikoen for at dø betydelig.
Hvorfor der er så stor forskel på, hvordan virus påvirker smittede personer, ved vi ikke endnu. Måske det er noget genetisk. Måske er det er en kombination med en anden ikke kendt underliggende sygdom. Måske flere varianter af COVID-19 er i omløb.
Som tidligere beskrevet binder COVID-19 sig til celler i det øvre åndedrætssystem, hvor det giver hoste, feber, ondt i halsen og vejrtrækningsproblemer.
Hvis virus sætter sig længere nede i lungerne, kan det give lungebetændelse, og det kan være dødeligt, da man ikke kan behandle en virussygdom udover at give ilt eller lægge patienten i respirator. Antibiotika hjælper ikke, hvis lungebetændelsen er forårsaget af virus og ikke bakterier.
Når patienten lægges i respirator, er det for at give kroppen ro, så den ikke skal bruge energi på at trække vejret. Dermed kan kroppen bruge al sin energi på at bekæmpe virussen.
Der har desuden været eksempler på at patienter, som har fået mén efter at have haft coronavirus. Det drejer sig blandt andet om nedsat lungefunktion. Men om der er en sammenhæng mellem virussygdommen og efterfølgende nedsat lungekapacitet er ikke noget, vi ved med sikkerhed endnu, så det må flere erfaringer vise.
Vi ved dermed heller ikke, om det er en permanent tilstand eller forbigående, hvis et virusangreb vitterligt giver nedsat lungekapacitet.
Hvorfor reagerer samfundet?
Når nu coronavirus kun er lidt mere alvorlig end sæsoninfluenzaen, hvorfor reagerer samfundet så med hel eller delvis nedlukning? Det er der flere årsager til.
Først og fremmest står vi overfor noget ukendt, så en del af reaktionen bunder i et forsigtighedsprincip. Hellere gøre for meget for tidligt, end gøre for lidt for sent.
Men ellers er det et spørgsmål om at redde liv og begrænse skaden.
I starten af udbruddet, dvs. indtil midten af marts, benyttede vi i Danmark en inddæmningsstrategi. Målet var at få fundet de smittede, sat dem i isolation og fundet ud af, hvem de havde været i kontakt med, og sætte dem i karantæne.
Den strategi fungerer fint, når vi har en virus med en kort inkubationstid. Men med COVID-19 skal man opspore alle de personer, som den smittede har været i kontakt med i de sidste 2 uger, hvilket er en stort set umulig opgave.
Vi ved faktisk ikke præcis, hvornår en inficeret person begynder at smitte. Det antages, på baggrund af erfaringer med andre vira, at man smitter umiddelbar før, man får symptomer og indtil, man er symptomfri igen.
Men vi ved det ikke med sikkerhed.
Det betød, at inddæmningsstrategien kun havde en mindre effekt, og at det nationale udbrud kun blev forsinket i en til to uger.
I andre lande, hvor borgerne har mindre frihed og er mere overvåget - såsom Sydkorea og Taiwan - har myndighederne haft held med inddæmningsstrategien.
Den 12. marts skiftede vi strategi i Danmark og benytter nu en afbødningsstrategi, hvor det gælder om at få spredt smitten ud over så lang tid som muligt for at mindske presset på hospitalsvæsnet.
Som tidligere nævnt kan 10-15% af de smittede få behov for kontakt med sundhedsvæsnet, mens 5% har behov for at blive indlagt med supplement af ilt og måske i respirator. Hvis antallet af smittede er meget højt, vil de 5% udgøre flere personer, end der er kapacitet til på de danske sygehuse.
Det er den situation, som vi ser i Norditalien i øjeblikket, og som vi for alt i verden skal undgå.
Afbødningsstrategien betyder selvfølgelig også, at samfundet skal være lukket ned i længere tid. Men forhåbentlig med det resultat, at vi ikke får et kaos med tusinder af døde og et overbelastet sygehusvæsen.
Danmark og Sverige har benyttet to forskellige strategier. Danmark er næsten lukket helt ned, mens Sverige tog samme vidtrækkende tiltag i starten, men er begyndt at følge efter, dog stadig i mindre omfang.
Hvilken strategi der er mest effektiv, må tiden vise. Historisk har vi ikke haft mange data at basere de forskellige strategier på. Tilbage i 1918 under Den Spanske Syge så man to forskellige strategier i henholdsvis St. Louis og Philadelphia, og dengang viste en samfundslukning sig, som de havde i St.Louis, at have en positiv indflydelse på antallet af smittede. Det viser nedenstående graf.
Den nuværende strategi i Danmark viser sig stort set at have fjernet udbruddet af sæsoninfluenza.
Vi kan håbe på, at tiltagene dermed også viser sig at have en positiv effekt på at mindske smitten med COVID-19. Men da inkubationstiden er noget længere, vil vi først begynde at kunne se effekten i starten af april.
En vaccine
Mange forskere arbejder i øjeblikket mange steder i verden på at udvikle en vaccine mod COVID-19, og det er nok et spørgsmål om tid før, den første vaccine bliver færdig, men det betyder ikke, at den er klar til brug med det samme.
De fleste eksperter forventer først, at en vaccine er klar i løbet af 2021.
Først skal vi have udviklet en vaccine, som er effektiv. Det betyder, at den skal virke præcist på COVID-19. De første vacciner der kommer, vil sandsynligvis ikke være 100% effektive.
Samtidig er vi udfordret af, at COVID-19 hele tiden muterer en lille smule. Coronavirus er en virus, som nemt muterer. Så den vaccine, der bliver udviklet, skal gerne være så universel, at den ikke bliver gjort ineffektiv af mutationer i virus.
Når vaccinen er blevet udviklet, skal vi sikre os, at den er effektiv, og at den er sikker at bruge. Det sker gennem en række kliniske studier på både syge og raske personer. Det tager nogle måneder at få tilstrækkeligt med data samlet ind fra forskellige studier, så det er muligt at konkludere, om vaccinen er effektiv og ikke mindst sikker.
En vaccine mod COVID-19 vil sandsynligvis kunne få en hurtigere godkendelse end normale vacciner, da der er tale om en pandemi med både sundhedsmæssige og samfundsmæssige alvorlige konsekvenser.
Når alle de kliniske forsøg er afsluttet, kan den egentlige produktion gå i gang. Her skal firmaer have en produktion etableret, som er i stand til at fremstille vaccinen på en sikker og kontrolleret måde.
Det vil også tage nogle måneder at få på plads.
Derefter starter produktionen. Efterspørgslen vil være stor, og i starten vil der ikke være vacciner til alle, så der skal prioriteres.
Man kunne forestille sig, at myndighederne vil bruge en ringvaccine-strategi, hvor vi starter med at give vaccinen til de kritiske samfundsfunktioner såsom sundhedspersonale og derefter til kritisk syge patienter. Næste gruppe vil være ældre og andre i risikogruppen, og til sidst vil almindelige borgere få vaccinen.
Igen vil det tage nogle måneder at få produceret tilstrækkeligt med vaccine og få de forskellige grupper vaccineret.
Så med den tidsplan er det nok sandsynligt, at store dele af befolkningen vil kunne være vaccineret i løbet af 2021.
Spørgsmålet er så: Hvor effektiv er vaccinen, og hvor længe er den effektiv?
Vi ved fra sæsoninfluenza, at vi skal vaccineres årligt, selvom det altid er en influenza A, som er i udbrud som sæsoninfluenza. Betyder det så, at vi skal have en årlig vaccine mod COVID-19? Det ved vi ikke.
Fremtiden
I den nærmeste fremtid er to forskellige scenarier en mulighed:
Vi ser en nedgang i smittespredningen hen over sommeren, som en naturlig sæsonvariation, hvorefter en anden bølge af smittespredning kommer til efteråret
Vi ser en jævn smittespredning hen over sommeren, og der vil kun komme en mindre stigning til efteråret.
Hvis COVID-19 følger det normale mønster for sæsoninfluenza, aftager smittespredningen i sommerhalvåret, da virus har dårligere vilkår i et varmere og tørre klima, ligesom vi er mere ude om sommeren, og dermed ikke så tætte sammen.
Men vi ved ikke, om det samme mønster er gældende for COVID-19.
Hvis det er sådan virus opfører sig, vil vi se en anden bølge, som starter i oktober/november, hvis virus altså ikke er blevet udryddet inden.
Hvor kraftig sådan en anden bølge vil være, ved vi ikke. Og hvad det vil betyde for samfundet, ved vi heller ikke. Vi vil dog have haft yderligere 6 måneder til at blive klogere på virus, og måske er behandlinger fundet, som kan reducere effekten af smitten.
Samtidig vil et antal danskere være blevet naturligt immune overfor COVID-19 (formoder vi), alt efter hvor mange, der vil ende med at få sygdommen her i første omgang.
I de kommende år vil det også vise sig om, vi skal have en årlig epidemi med COVID-19, som vi kender fra sæsoninfluenzaen, eller om virus dør ud i løbet af et par sæsoner. Det vil afhænge af, hvordan virus muterer og tilpasser sig, ligesom det vil afhænge af, om det lykkedes at få udviklet en effektiv vaccine.
Når virus muterer, sker det ofte, at den bliver mere smitsom, men samtidig også mildere i sygdomsforløbet.
COVID-19 er næppe den sidste pandemi, som vil komme, så det er vigtigt, at vi får forberedt det internationale samfund og vores eget sundhedsvæsen på at tackle en ny fremtidig pandemi, som kan ramme verdens befolkning.
Når COVID-19 er kommet under kontrol, er det vigtigt, at vi får analyseret på alt, hvad vi har gjort, og får lært af alle erfaringerne fra denne omgang. Det vil gøre, at vi er langt bedre rustet næste gang en tilsvarende situation opstår.
Det er bestemt ikke sikkert, at den næste virus, der bliver en pandemi, har så lav en dødelighed som COVID-19.
Tænk, hvis en virus som MERS med en dødelighed på 30% havde været lige så smitsom som COVID-19. Så ville vi have stået i en helt anden situation. Heldigvis er det ikke tilfældet, men det er ikke sikkert, vi er lige så heldige næste gang. Så derfor skal vi lære af alt det, som vi kan fra COVID-19.