Egentlig skulle dette nyhedsbrev have handlet om Krimimessen i Horsens, som var planlagt til den 28.-29. marts, men som desværre er aflyst ligesom mange andre arrangementer.
Det, vi troede, var en selvfølgelighed, og som vi ellers indretter vores liv efter - blandt andet at vi kan planlægge ting og lave aftaler - er sat ud af spillet i øjeblikket.
Jeg skulle have præsenteret og snakket om min nye Jacob Detlev-bog ’Døden fra Syrien’, som jeg havde glædet mig rigtig meget til at vise frem til interesserede på messen, og til at få gode snakke om bøger, krimier og virus.
Nu snakker alle om virus, men virkeligheden har denne gang overgået fantasien. Der er ikke tale om en virus opfundet i en kringlet forfatterhjerne, men en helt naturlig opstået virus, som er ved at indtage hele verden.
Skulle du stadig have mod på at læse noget om virus og måske også lære lidt om, hvordan virus virker, så kan jeg kun opfordre til at læse mine biologiske thrillers ’Kampen om DRAGON’, ’Truslen fra Kina’ og ’Døden fra Syrien’. De kan bestilles via links på mine hjemmeside, eller du kan læse dem som ebøger på alle de gængse platforme som eReolen, Mofibo, Bookmateog Nextory.
Har du mere lyst til en psykologisk thriller, og vil du gerne have virus lidt på afstand, så er ’Med alle midler’ en mulighed. Den kan læses som bog og ebog eller høres som lydbog.
Jeg skulle faktisk også have snakket om psykopater på krimimessen.
Hvorfor tiltrækker psykopater os? Hvorfor er psykopaten en god karakter i fiktionen? Hvad kendetegner en psykopat? Hvad gør, at nogle udvikler sig til psykopater? Kom og mød nogle psykopater.
Et foredrag jeg havde glædet mig rigtig meget til at præsentere, og som jeg tror, havde været interessant for mange.
Men vi må ikke samles og deltage i foredrag og andre live arrangementer.
Lige nu overvejer jeg, om jeg skal lave det som et online foredrag i stedet? Hvis du synes det kunne være interessant for dig, så må du gerne sige til. Jeg sætter det også op som en afstemning på Facebook.
Forhåbentlig normaliseres verden i løbet af en måned eller to, og livet begynder at vende tilbage til sin vante gænge. Hvis du er ansvarlig for at booke foredrag til din forening, dit firma eller din bogklub, og er ved at lægge program for efteråret, så overvej et af mine foredrag. De er både spændende, underholdende og lærerige. Du kan se, hvad andre siger om mine foredrag på www.thomasckrohn.dk.
Hvis du har andre gode forslag til, hvad du kan bruge en krimiforfatter til i den næste månedstid eller mere, hvor vi ikke kan mødes ude i verden, så hører jeg gerne fra dig. Jeg er frisk på det meste, så hold dig ikke tilbage.
Bare fordi vi skal sidde hjemme, betyder det jo ikke, at vi ikke kan have det underholdende eller få det bedste ud af situationen.
Under alle omstændigheder vil jeg opfordre alle til at støtte de lokale firmaer, som er hårdt ramt af samfundets nedlukning. Specielt spisesteder, teatre og live underholdningsbranchen.
Og så vil jeg selvfølgelig også opfordre dig til at bruge tiden til at læse (eller høre) nogle gode bøger!
Pas på jer selv derude, læs bøger – og hold afstand.
Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk
Comments