top of page

Velkommen til et travlt forår

Rigtig godt nytår til dig og din familie og velkommen til et forhåbentligt fantastisk 2022.


Jeg håber, at året må tilsmile dig på alle de måder, som du ønsker, og jeg vil krydse fingre for, at det bliver et godt bogår med masser af spændende læseoplevelser.


For mit eget og forlagets vedkommende bliver de første måneder af 2022 travle, men forhåbentlig også rigtig gode.


Jeg har to bøger, som er ved at gøre sig klar til udgivelse, og som jeg glæder mig rigtig meget til at præsentere for dig.

Sara vender tilbage i ’Fanget, men fri’

Den første er en opfølger til den psykologiske thriller ’Med alle midler’ om den unge forsker og ”problemløser” Sara, som dermed overlevede springet fra færgen. Hun står overfor nye udfordringer i en selvstændig opfølgende fortælling. Den får sandsynligvis titlen ’Fanget, men fri’.


Sara bliver denne gang virkelig udfordret personligt. Hun skal bruge alle sine evner for at komme ud af en situation, hvor hun ikke umiddelbart har alle midler til rådighed.


’Med alle midler’ var fra starten tænkt som en enkeltstående roman, men i årene efter har jeg haft svært ved at slippe Sara. Hun har spøgt i tankerne og efterhånden begyndte en historie at falde på plads. Nu er hun snart klar til at møde dig igen.


Jeg ved, at mange læsere har elsket at hade Sara for hendes fatale problemløsende adfærd. Måske hun er lidt mindre kølig i ’Fanget, men fri” – i hvert fald til at begynde med…

Få et kig ind i fremtiden i ’Her er dit liv – 2035’

Den anden bog udkommer næsten samtidig, og den har jeg tidligere nævnt, nemlig bogen om fremtiden ’Her er dit liv – 2035’, hvor du kan få et kig ind i fremtiden og se, hvordan din hverdag måske kommer til at se ud om 10-15 år.


Samtidig er det også en bog, som giver dig nogle tips til, hvordan du selv kan holde øje med signaler i din nuværende hverdag for selv at få en idé om, hvordan din fremtid kommer til at se ud.

Mød mig til Krimimessen og til et foredrag

Endelig deltager jeg i Krimimessen i Horsens i weekenden den 2.-3. april. Her vil den officielle udgivelse af bogen om Sara Neuville finde sted. Er du på Krimimessen, så kig endelig forbi. Det nærmere tidspunkt for en lille happening i forbindelse med udgivelsen kommer senere.


Hvis Covid-19 og Omikron tillader det, bliver der forhåbentlig også mulighed for flere foredrag i foråret. Har du og din forening, din arbejdsplads eller din klub lyst til at høre et af mine foredrag, så kan du/I se mere her. Det kan også foregå online.


Alt i alt venter et spændende, men travlt forår. Og forhåbentlig bliver der mulighed for at møde dig og andre læsere i den virkelige verden.




43 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page