top of page

Nye bøger på vej!

April har været lang, og jeg har arbejdet intenst på forfatterfronten. Tanja Storm venter i kulissen For det første er den endelige udgave af bogen med Tanja Storm i hovedrollen redigeret færdig.


Jeg synes, den er blevet et ret godt bud på en thriller med en kvindelig hovedrollemed sin helt egen personlighed – og ikke mindst med en spændende handling.


Manuskriptet er nu sendt ud i verden, så det er i øjeblikket ude af mine hænder. Forhåbentlig kan jeg i løbet af de næste måneder komme med noget mere konkret om, hvor du som læser i fremtiden kan møde Tanja Storm. Det glæder jeg mig meget til at dele.


Jacob Detlev tripper utålmodigt

Den næste og sidste bog i trilogien om Jacob Detlev er plottet, og jeg er i gang med at skrive. Den får titlen ’Hævnen fra Sverige’. Her kommer han til at stå ansigt til ansigt med sin gamle ”ven” Søren fra ’Døden fra Syrien’, ligesom en ny skurk også kommer på banen.


Handlingen udspiller sig i København og på Sjælland, og det bliver et hæsblæsende kapløb mellem Jacobs opklaringsarbejde og skurkenes nederdrægtige planer om at tvinge det danske samfund i knæ ved brug af biologisk terror!


Det hele får også vidtrækkende konsekvenser for Jacob, specielt på det personlige plan.


Anmeldelse af ’A - Mørket lyver altid’

Min gode ven og kollega Lars Thomassen har skrevet den fremragende krimi ’A – Mørket lyver altid’, som er den første i hans nye serie. Her er det makkerparret Asger Hartvig og Iben Brahms, som er hovedpersonerne i fortællingen. Asger er tidligere politibetjent og arbejder som altmulig-håndværker, mens Iben er politikommissær.


Asger støder tilfældigt på et gammelt lig under en renoveringsopgave, og meget mod hans vilje kommer den gamle politimand op i ham, og han bliver inddraget i efterforskningen, ikke mindst efter pres fra Iben.


Det viser sig dog hurtigt, at Asger er langt mere involveret, end han ved af.


Det er en god gedigen krimi med et godt og troværdigt persongalleri samt et par gode og uforudsigelige twists undervejs.


Så er du til en god krimi, så giv endelig ’A – Mørket lyver altid’ en chance. Du kommer ikke til at fortryde det.


Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk




54 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page