På et hemmeligt laboratorium har en af verdens rigeste mænd samlet de dygtigste forskere for at skabe en virus, som er alvorlig nok til at blive taget alvorlig, men uden at dødeligheden er for stor. Samtidig er den i stand til nemt at sprede sig mellem mennesker, så den kan udvikle sig til en pandemi.
Forskerne udvikler på samme som den ønskede virus også en tilhørende vaccine. Men de er nødt til at tilbageholde vaccinen et år, efter virussen bliver sluppet løs, så det virker realistisk, at de har udviklet den pågældende vaccine som følge af pandemien.
Når befolkningen derefter bliver vaccineret med vaccinen, som beskytter dem mod virussen, får de også injiceret en lille nanochip i kroppen, som gør, at personen kan overvåges via et centralt overvågningssystem. På den måde giver det verdens rigeste mand mulighed for at overvåge samtlige borgere i verden, og dermed en af verdens rigeste den mest magtfulde person på jorden.
Det lyder som plottet i en fremtidsthriller, hvor skurken er den onde, rige mand, som blot vil have mere magt.
Men det er ikke en thriller. Det er den virkelighed, som op til 25% af den amerikanske befolkning tror på, når vi snakker om Coronapandemien og Covid-19.
Det er en af de mest udbredte konspirationsteorier, at Bill Gates har fået skabt Covid-19, så han kan tilbyde en vaccine mod sygdommen, og samtidig injicere hele verdens befolkning med en chip, som giver ham mulighed for at overvåge alle.
Konspirationsteorier tilbyder forklaringer
Konspirationsteorier har altid været en del af befolkningers forklaring på ting, som ikke umiddelbart kan forklares rationelt. I takt med at den teknologiske udvikling har gjort det nemmere at dele information og ideer, samt tiltroen til regeringer er blevet mindre, så er konspirationsteorierne vokset i visse dele af verden.
Virus er en af de yndede mål for konspirationsteoretikerne, men også i forbindelse med ufoer, mordet på JFK og angrebet på World Trade Center i New York er forskellige mere eller mindre realistiske konspirationsteorier udviklet.
Konspirationsteorier tager udgangspunkt i virkeligheden
De fleste konspirationsteorier opstår ikke ud af ingenting.
Som regel indeholder konspirationsteorier en række faktorer, som er fælles for alle teorierne.
For det første skal der være tale om en kompleks situation, som ikke umiddelbart lader sig forklare. For Covid-19 er det ikke muligt at komme med en simpel forklaring på, hvor virus kommer fra og med hvilket formål. Man har en formodning om, at den stammer fra flagermus, og kommet over i mennesker ved en tilfældighed.
For en konspirationsteoretiker sker intet uden et formål. Og hvis man ikke kan komme med et klart bevis på, hvor tingene kommer fra, eller hvis forklaringen er alt for åbenlys, så må der være tale om bevidst vildledning fra myndighedernes side. De må skjule noget for befolkningen.
En anden ting, som skal være til stede, er manglende tillid til myndighederne. USA har i øjeblikket en præsident, som ikke selv går af vejen for at søsætte vilde ideer, hvor fremmede magter eller politiske modstandere får skylden, når han skal forklare, hvorfor nogle modarbejder hans administration. Det giver ekstra medvind til konspirationsteorierne i USA.
Endelig skal det være svært at modbevise konspirationsteorien. Egentlig er konspirationsteoretikeren tilhænger af videnskaben, men når videnskabeligt bevis for den fremlagte konspirationsteori mangler, skyldes det, at myndighederne kun tillader deres egen version af sandheden og bevidst fjerner alle andre beviser. Det betyder samtidig, at de få videnskabelige beviser, som underbygger konspirationsteorien, er af dårlig kvalitet, da det ofte er resultater, som man er kommet i besiddelse af gennem alternative kilder. Resultater som er smugler ud fra laboratorier, eller som er lavet på dårligt udrustede laboratorier i hemmelighed.
En sidste ting, som også kan være medvirkende til at fremme en konspirationsteori er, hvis nogle direkte får noget ud af det, som sker. Man stiller spørgsmålet: Hvem tjener på det her?
Ingenting sker tilfældigt, og i USA, som er mulighedernes land, hvor ingen gør noget uden at få noget ud af det, så er det utænkeligt, at en mand som Bill Gates vil tilbyde at give flere milliarder til at opføre fabrikker til fremstilling af vaccine uden at få noget ud af det i sidste ende. Og hvad kan en mand, som i forvejen har masser af penge få ud af det: Magt.
Konspirationsteorier i verden – og i fiktionen
Der er masser af udbredte konspirationsteorier i forbindelse med den igangværende pandemi, og hvis du prøver at Google dig lidt frem, så vil du blive overrasket over, hvor vilde nogle af dem faktisk er, men også hvor tæt nogle af dem ligger på det scenarie, som vi ofte ser i film eller læser i thrillers.
Som forfatter, så gør jeg også gerne selv brug af konspirationsteorier i mine historier, enten som inspirationskilde, eller ved direkte at tage konspirationsteorien med i historien og bruge den under temaet ’Tænk nu hvis…’.
Det har for eksemplet været tilfældet i ’Kampen om DRAGON’, hvor ebola bliver tænkt ind som et biologisk våben, som kan bruges i kampen om magten i Afrika.
Og i min seneste bog ’Døden fra Syrien’, hvor flystyrtet med det Malaysiske passagerfly, MH370, forklares med spredning af nervegift i kabinen.
Uanset om konspirationsteoretikerne har ret i deres teorier eller ej, så er det fascinerende og kan også være både ret underholdende og skræmmende at læse disse teorier.
Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk
Comments