Forfattere har ofte deres egen stil, når de skriver, og nogle foretrækker at gøre det på en måde, mens andre gør det på en anden måde.
Om man kan lide den enkelte forfatters stil eller ej, er nok et spørgsmål om personlig præference.
Hvis man som forfatter gerne vil foregive, at det man beskriver, er noget, som man selv har oplevet, kan man vælge at skrive i 1. person med en jeg-fortæller.
De fleste vælger at skrive i 3. person, da det er svært at skrive i 1. person og samtidig bevare troværdigheden i fortællingen. I 3. person fungerer fortælleren som en bekriver eller kamera af handlingen.
Jeg har læst flere bøger, hvor forfatteren gør et forsøg med at skrive i 1. person, og personligt er det ikke en stil, jeg er helt begejstret for. Jeg synes ofte ikke, at det lykkes at få en troværdig historie ud af det. For mig er en historie skrevet i jeg-form ensbetydende med, at det er forfatteren, som godt kunne være historiens hovedperson.
Her giver jeg fem bud på forfattere som, efter min mening, med mere eller mindre held, har skrevet en eller flere bøger i jeg-person.
Håkon Nesser (Skyggerne og regnen)
I bogen ’Skyggerne og regnen’, som er en selvstændig fortælling af Håkan Nesser, lader han hovedpersonen David fortælle historien i jeg-form. David vender tilbage til sin fødeby efter 30 års fravær, hvor han går i gang med at opklare et gammelt mord. Bogen slutter ovenikøbet af med en række dagbøger for forskellige personer, der har indgået i fortællingen, ligeledes skrevet i 1. person. Hele bogen er en skildring af en opvækst i en svensk by og opklaringen af et mord, som skete, mens hovedpersonen var dreng.
Bogen bruger mere tid på at skildre personerne end på at opklare mordet, hvilket jeg måske ikke rigtig synes, skal være vægtningen i en spændingsroman.
For mig fungerer jeg-personen heller ikke i fortællingen. Den er ikke troværdig, og man får ikke følelsen af, at det faktisk er den rigtige hovedperson, som fortæller historien.
Jo Nesbø (Blod på sneen)
I bogen ’Blod på sneen’ er hovedpersonen lejemorderen Olav. Han gør det eneste, som han er god til, nemlig at slå ihjel. Hele bogen er fortalt af Olav, og vi kommer helt tæt på den ensomme og ikke alt for kløgtige lejemorder.
Det fungerer i det store hele for Jo Nesbø. I det meste af fortællingen formår han at få læseren til at tro på, at det er Olav, som fortæller om sine oplevelser.
Hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med Jo Nesbø, så kan du roligt starte med denne lille bog. Den er ikke typisk for Nesbøs andre bøger, da hans lange serie om politimanden Harry Hole er skrevet i 3. person og med en helt anderledes karakter i hovedrollen.
S.J. Bolton (Offer)
Den unge fødselslæge Tora flytter til Shetlandsøerne med sin mand, Duncan. Umiddelbart efter dukker et lig op på deres mark, og Tora drages ind i et større spind af handlinger, som involverer forsvundne kvinder og nyfødte børn. Og handlingen tager flere uventede drejninger gennem bogen.
Det fungerer for Bolton at have Tora som den fortællende hovedperson. Fortællingen virker troværdig, og gennem Toras tankemylder kommer man tættere og tættere på sandheden.
Det er den første bog, jeg har læst af Bolton, men ikke den sidste. Og jeg kan se, at hun bruger 1. person i andre af hendes bøger også, men ikke alle.
Mikkel Birkegaard (Fra drømmenes bog, Over mit lig)
I to af Birkegaards bøger bruger han jeg-fortælleren. I ’Fra drømmenes bog’ er det en ung dreng, der i 1848 i København kommer i lære hos bogrestauratoren Mortimer. Hele fortællingen ses igennem den unge mands øjne, og er en historie, som han selv fortæller, da han er blevet en gammel mand. Det er en eventyrlig fortælling om bøgernes magi, det okkulte og et gammelt København.
Det fungerer, og man tror på, at det er mandens oplevelse som dreng, der bliver givet videre.
I ’Over mit lig’ er fortælleren en krimiforfatter, som oplever sit livs mareridt, da mordene i hans bøger begynder at blive kopieret i virkeligheden. Jeg-personen er forfatter, og når det ligger så tæt på Birkegaards eget liv, får det en vis grad af troværdighed.
Det er ikke en krimi, snarere en horrorfortælling, da mordene er penslet meget ud i detaljer.
Personligt synes jeg, at jeg-fortælleren fungerer bedre i ’Fra drømmenes bog’ end i ’Over mit lig’, da jeg-personen i den sidste ligesom kommer for tæt på selve bogens forfatter.
Thom Satterlee (Kierkegaard-mysteriet)
I ’Kierkegaard-mysteriet’ lader Satterlee historien udspille sig gennem den unge amerikanske ph.d.-studerende Daniel Peters, som er i Danmark for at studere Kierkegaards skrifter. Han lider af Aspergers Syndrom, hvilket kommer til udtryk i hans manglende sociale kompetencer, mens hans faglige formåen er i top. Der er tale om en anderledes, men yderst interessant krimi.
Det er nok den bog, jeg har læst, hvor jeg-fortælleren fungerer allerbedst. Man kan tydeligt føle og mærke hovedpersonen, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at han sagtens kunne have skrevet bogen som en selvbiografi.
Hvis du ikke allerede har læst bogen, så kan jeg varmt anbefale dig at gøre det. Du bliver samtidig klogere på Aspergers, Kierkegaard og amerikanernes syn på danskerne og Danmark.
Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk
Comments