top of page

Marts har stået i læsernes tegn

Mange nye læsere har haft fingrene i mine bøger den sidste måned, og jeg fik snakket med en masse søde og rare læsere og kolleger på Krimimessen i Horsens.


Krimimessen 2023

I sidste weekend var jeg på årets Krimimesse i Horsens. Og hvilken messe det blev i år. Som sidste år stod jeg på stand under navnet Krimikartellet sammen med mine to kollegaer, Lars Thomassen og Palle Schmidt. Vi fik snakket med rigtig mange besøgende. Krimimessen satte publikumsrekord, og især lørdag var der besøgende overalt i det gamle fængsel. Virkelig dejligt at se så mange, der interesserer sig for spændingsbøger.


Jeg fik mødt en masse, både læsere og andre krimiforfattere, og 200 eksemplarer ud af min bog ’Truslen fra Kina’ blev delt ud til besøgende. Jeg håber, at alle som har fået den med hjem, synes at Jacob Detlev er en anderledes og interessant hovedperson, og at de får lyst til også at kaste sig over ’Døden fra Syrien’ og ’Virussen fra Svalbard’. Eller måske bliver fristet af mine andre bøger om psykopaten Sara.


Hvis du ikke allerede har læst bøgerne om virologen Jacob Detlev og hans kamp for at bekæmpe biologisk terror i Danmark som en del af det danske terrorberedskab, så vil jeg selvfølgelig også opfordre dig til at give bøgerne en chance.


Ny måde at bestille mine bøger på

Marts måned er også blevet brugt til at få ryddet op i mine titler. ’Kampen om DRAGON’, ’Døden fra Syrien’ og ’Virussen fra Svalbard’ er alle blevet sat op på ny og overført til Book on Demand, hvorfra de nu kan bestilles. De kan selvfølgelig også bestilles hos alle boghandlere, både de fysiske og dem online, samt direkte hos mig. Hvis du bestiller en bog direkte hos mig, får du et eksemplar af ’Kampen om DRAGON’ gratis med i hele 2023.


Alt i alt har marts budt på en fornyet efterspørgsel efter mine bøger, og nytrykte bøger er dermed på vej til nye læsere. Det er virkeligt dejligt.


Anbefaling af Nis Jakobs Wolf-serie

Er du til hæsblæsende action med masser af vold og mord, så kan jeg anbefale, at du læser/hører serien om den tidligere jægersoldat og politimand Andreas Wolf, som arbejder som agent i en hemmelig international organisation, der har til formål at rydde de værste kriminelle af vejen.


Det er en international handling, hvor Andreas Wolf sammen med sin russiske kollega Inessa, bliver sendt rundt i det meste af verden for at løse forskellige opgaver for den hemmelige organisation.


Bøgerne er handlingsmættede, og der er ikke mange stille øjeblikke, da de forskellige opgaver kræver lynhurtig action, mange drab, og det ikke er ufarligt at lægge sig ud med en international underverden.


Bøgerne kan klart anbefales for den højspændte handling og de velgennemtænkte plots, hvor forfatteren Nis Jakob virkelig har måttet bruge sin fantasi for at finde på spidsfindige og utraditionelle missioner til de to hovedpersoner.


Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk



Krimimessen 2023 (Foto: https://www.facebook.com/Krimimessen)

26 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page