Et folketingsvalg i Danmark. En virusudvikler fra Rusland. En forladt mineby på Svalbard. Og en kompromisløs højreekstremist i København. Alt i alt en dødelig cocktail.
Der er igen bud efter Jacobs ekspertise, og denne gang bliver det nogle hektiske uger op til et Folketingsvalg, hvor han i samarbejdet med politiet skal forhindre en række terrorhandlinger i København- og det bliver med sit eget liv som indsats.
Jacob havde egentlig forestillet sig, at han skulle have en lille pause efter opgøret med ’Guds Sande Genfødte’ og vende tilbage til det stille liv på universitetet. Men han bliver i stedet kastet ud i en ny sag, hvor det danske demokrati er truet af biologisk terror.
Nogle vil gerne sætte dagsordenen for Folketingsvalget og ved brug af terror få sat en stram indvandrerpolitik på dagsordenen, så Danmark kan blive et land for danskere og ikke personer med anden etnisk herkomst.
Læseren kommer tilbage i tiden til en mindre russisk by Sverdlovsk og undervejs i handlingen også på en spændende tur til den gamle russiske mineby, Pyramiden, på Svalbard, som står urørt tilbage, og ser ud præcis, som da den blev forladt i 1998.
Bogen beskæftiger sig ikke med Covid-19, selvom emnet kunne være nok så spændende, så hvis du er lidt Corona-træt og trænger til at få tankerne andre steder hen, så er det muligt at læse bogen uden at blive mindet om pandemien.
Tænk nu hvis…. Som altid fra min hånd en bog, som godt nok er fiktion, men som viser, hvor sårbar landet ville være, hvis nogle havde midler, kompetencer og adgang til de rette stoffer besluttede sig for at bruge biologisk terror mod udvalgte steder.
Det er en bog i samme stil og form som de to tidligere bøger om Jacob, ’Truslen fra Kina’ og ’Døden fra Syrien’. Så hvis du kunne lide dem, kan du helt sikkert også lide ’Virussen fra Svalbard’.
Bogen udkommer den 4. maj, på min fødselsdag, som både trykt bog, ebog og lydbog. Også denne gang indlæst på fremragende vis af Morten Remar.
Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk
Comments