Oktober har været en måned, hvor jeg har haft flere uhyggeligt spændende aktiviteter på programmet inklusiv skrivetid på min kommende thriller.
Tre liter virus kan dræbe 100.000 mennesker
Midt i måneden var jeg på besøg hos Radio 24/7, hvor vi i radioprogrammet ’Dommedag nu’ snakkede om biologiske våben. Det var en generel snak om virus og bakterier, hvorefter vi legede med et tankeeksperiment, hvor et virus blev designet og spredt i København for at slå flest mulige mennesker ihjel. Et scenarie, som min karakter Jacob Detlev prøver at forhindre sker i mine biologiske thrillers. Du kan høre det uhyggeligt spændende interview og tankeeksperiment hos Radio 24/7: https://24syv.dk/episode/tre-liter-virus-kan-draebe-100-000-mennesker
Psykopater på Fanø
Fredag før efterårsferien tog jeg til Fanø for at fortælle mere om psykopater. Arrangementet blev holdt på Kaffehuset i Nordby. Det var en stor succes, synes jeg. Der kunne i hvert fald ikke have være flere gæster i den hyggelige café, og alle knap 50 fik efter foredraget mere viden med hjem om psykopater. Både om hvad psykopati er, hvor man typisk møder en psykopat, og hvad man i så fald gør, og hvorfor vi er så fascineret af psykopater i både bøger og film.
Har du selv lyst til at blive klogere på psykopater, kan jeg altid bookes til en spændende og lærerigt foredrag: https://www.thomasckrohn.dk/foredrag
Tanja Storm er ved at finde sin form
Min nye hovedperson, Tanja Storm er også kommet i aktion i min nye thriller, som har arbejdstitlen ’Selvdestruktion’. Titlen kommer af, at hun mister sin mand ved en trafikulykke, hvorefter hele hendes liv falder fra hinanden. Hun bliver ligeglad med sig selv og sit eget liv. Tanja er kaptajn i hæren og ser sig selv som soldat. Alligevel bliver hun overtalt til at gøre brug af hendes evner ved at gå undercover i en stor dansk virksomhed for at afsløre virksomhedens kriminelle handlinger. Jeg glæder mig rigtig meget til at præsentere den nye fortælling med Tanja Storm for dig en gang i løbet af den første halvdel af 2023.
Mød Krimikartellet på Krimimessen 2023
Jeg glæder mig også til Krimikartellet er tilbage på Krimimessen i Horsens den 25.-26. marts, hvor jeg deler stand med Lars Thomassen og Palle Schmidt. Reserver weekenden allerede nu, og kig forbi Krimikartellets stand – udover at du har mulighed for at høre interviews og snakke med nogle af landets andre krimiforfattere og få spændende bøger med hjem i bagagen.
Anmeldelse af Lone Thiels’ Nora Sand serie
Lone Thiels har skrevet en serie, som indtil videre består af fem bøger, om journalisten Nora Sand, som på sin egen nysgerrige måde nærmest snubler direkte ind i forskellige kriminalsager. Nora Sand er bosat i London, hvor hun skriver for det danske blad Globalt. Selvom det ofte er britiske kriminalsager, har de alligevel alle sammen en tråd til Danmark, som gør den genkendelig for den danske læser.
Bøgerne er skrevet med indlevelse og et spændende plot, hvor man som læser er med i hele Noras opklaring af sagen. Indimellem kan Nora Sand godt være lidt for heldig med at finde spor, som politiet åbenbart har overset, ligesom hendes naivitet til tider kan virke lidt for bekvem med hensyn til at opklare sagerne. Men bøgerne kan klart anbefales, og det er dejligt med en kvindelig hovedperson, som for en gang skyld ikke er politimand.
Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og tilmeld dig min gruppe https://www.facebook.com/groups/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk
Comments