top of page

Sådan holder du din hjerne skarp

Opdateret: 25. jun. 2019


Ligesom med resten af kroppen skal hjernen trænes og holdes vedlige. Og du skal gøre en aktiv indsats for det. Til gengæld får du en toptunet hjerne, som kan bruges hele livet.

Selvom antallet af neuroner i hjernen bliver reduceret dagligt fra dine teenageår og frem, betyder det ikke, at du ikke kan lære nye ting.

Først skal du sikre dig, at du holder dig i god fysisk form. For at hjernen fungerer optimalt, kræver det, at der er friske forsyninger af ilt og næringsstoffer til hele hjernen. Hvis du har et godt kredsløb, og en god kondi, så kommer hjernen ikke til at mangle blod. Samtidig har du mindsket risikoen for blodpropper, som også kan skade hjernen. Selv prøver jeg at holde mig i fysisk form med løb eller cykling et par gange om ugen.

Din nattesøvn er vigtig. Når du sover, får du gjort hovedrent på øverste etage helt gratis. Igennem dagen ophobes en lang række affaldsstoffer fra hjernens celler, og disse affaldsstoffer fjernes om natten ved et kompliceret skyllesystem, som vasker hjernen ren. Derudover slettes alle unødige forbindelser i hjernen, f.eks. den indkøbsliste du brugte tidligere på dagen, og de forbindelser, som er vigtige, bliver styrket, så ny viden sætter sig fast. Jeg prøver at få mindst 7 timers søvn hver nat, så hjernen kan køre en diskoprydning.

Hjernen skal også udfordres dagligt. Du skal bare bruge den, og du skal løse en masse opgaver. Alt nyt stimulerer hjernen. Det kan være at køre en ny vej hjem fra arbejde, at høre noget nyt musik, lære et nyt sprog, tilegne dig ny viden og nye færdigheder. Jeg udfordrer gerne min hjerne med ny musik, læser bøger og magasiner, går til foredrag og tilegner mig ny viden, eller i teatret for underholdningens skyld. Samtidig bruger jeg en del tid på at spille brætspil med resten af familien, og gerne spil, hvor man skal tænke sig om.

Generelt skal du være nysgerrig på alt nyt. Ligesom da du var barn og med glæde kastede dig over nye udfordringer eller nysgerrigt undersøgte ting. Bevar dit indre barn og brug hjernen nysgerrigt og kreativt.

Forskning har vist at daglig stimulering af hjernen kan udskyde demens, så du skal ikke holde dig tilbage.

Og lige en sidste ting, husk at læse bøger, mange bøger. Den berømte forfatter Stephen King skiftede sit daglige TV-kiggeri ud med to timers læsning i stedet, og han øgede sin kreativitet og det daglige antal ord han var i stand til at skrive i løbet af en dag fra 1000 til 2000.

Så sig ikke, at læsning af en god bog ikke er godt for noget.

Følg min blog her, og hvis du vil være sikker på, at du får besked, når en ny blog bliver lagt ud, så gå ind på Facebook og ’like’ min side https://www.facebook.com/ThomasCKrohn/ og brug også gerne lidt tid på at udforske min hjemmeside www.thomasckrohn.dk


16 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page